Никита

Deadline var i går. Der er dem, der gør det på forhånd, og dem, der lærer om det "på forhånd" fra andre menneskers historier. Men jeg forlod huset: opgaverne er åbne, jeg er udenfor, det er nat og griner. "Åh, er det i dag?" – tre ord, der forvandler tirsdag til en spurt. I morgen starter jeg anderledes. Jeg siger det præcis lige så mange gange, som der er en morgendag.

En stand-up comedy-session er den mest ærlige test af en joke: Hvis det kun er din partner, der griner, så var joken ment til jer begge.

Det bedste ved paroptrædener er øjeblikket, hvor de begge glemmer deres rutine og begynder at tale for alvor.

Vi blev enige om ikke at afbryde. Vi holdt ud i omkring fire minutter – og det er ærligt talt rekord.

Hver gang jeg lover mig selv at gå tidligt i seng, sender telefonen en ny video, og efter fyrre minutter betyder det ikke længere noget.

Hver gang jeg lover mig selv at gå tidligt i seng, viser min telefon mig en ny video. Fyrre minutter senere ligger jeg i mørket og griner af vaskebjørnen, hvis uge tydeligvis har været værre end min.

Det er altid det samme her: en gang, en væg, og tanken: "Hvorfor gør jeg overhovedet det her?" Den forsvinder lige ved første grin.

De bedste fem minutter af en forestilling er dem, der ikke er skrevet ned. De er umulige at genskabe på en anden scene.

Jo mindre salen er, desto mere skræmmende: i en stor kan man ikke se ansigter, men her kan man se alle, der ikke griner.

Min scenepartner. Han er den første til at grine af mine vittigheder – det er både behageligt og mistænkeligt.

Vi ordner det med det samme, mens vi stadig husker rummet. Efter en dag husker du kun dit eget ansigt.

Han gentager sms'en, jeg lader som om, jeg ikke bekymrer mig. Vi lyver begge to.

Intet dyr, intet skilt, ingen musik. Bare en mikrofon – og du kan med det samme se, om joken virker eller ej.