Ксения

De bedste tyve minutter på dagen er, når alting allerede er gjort, og du bare kan stå der. Det er hvile, ikke at ligge rundt og bruge din telefon.

Timen før træningen bruges ikke på sadlen. Først hovene, så halsen, så alt andet – og først derefter kan du ride hvor som helst.

En hest fornemmer dig, før du stiger op. Mens jeg går ned ad gangen med tøjlen, kan den allerede mærke, om jeg er rolig eller har travlt. Første kontakt, så en kommando: en hånd på halsen er en samtale, ikke et kærtegn. Du vælger ikke vejret, du vælger din form. En træningssession, der mistes på grund af regn, bliver ikke omplanlagt; den forsvinder. Gåture er også arbejde: en halv time bruges på at varme op og gå.

Herfra kan man se, hvad man ikke kan se fra tribunen: spillerne løber ikke efter bolden, men til det tomme rum, hvor bolden vil flyve.

Træning er til for disse sekunder. I fitnesscentret gentager du en bevægelse hundrede gange, så her behøver du ikke at tænke over det én eneste gang.

At dømme en kamp er sværere end at spille: du løber lige så meget, men du må ikke lave en eneste fejl. Fem kilometer pr. kamp og ikke en eneste pause.

Det ser smukt ud på billedet, men det er svært i virkeligheden: hesten støtter sin vægt på bagbenene, og det kan man ikke gøre ofte – dens led er ikke lavet af gummi.

Galoppen virker hurtig, men i virkeligheden er den blødere end trav: den har en flugtfase, og rytterens ryg hviler.

Galop er blødere end trav: den har en flugtfase, og ryggen hviler. Den er kun skræmmende de første fem gange.